Inspiration til Furesø oplevelser og historier om ildsjælene bag Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
 

Sådan Furesø!

Vi er forvænte med at have glade gæster på Picnicfestivalen, men intet slår de positive tilbagemeldinger på Furesø Påske Picnic i Take Away version.
 
1000 tak Furesø (og omegn) for den fantastiske opbakning til de lokale madildsjæle, for lysten til at nyde lokale lækkerier og holde picnic sammen – hver for sig, for at lege med på Natur på Turs Naturbingo og for at tage picnickøerne i stiv arm og højt humør.
Da vi fik ideen til at trylle årets Picnicfestival om til en Påske Picnic i Take Away version, var vi ikke helt sikre på, om det nu også kunne nås med så kort varsel. Men på den anden side, hvis man kan lukke et helt land ned på få timer, så burde man også kunne klemme 3 måneders arbejde sammen til 3 intense uger med ekstra turbo på og aftener og weekender i spil.
 
Det lykkedes fordi ALLE gav den gas, fra den lokale grafiker Tina Lindstam fra Ideas4You, til hustrykkeriet Dystan & Rosenberg, til ildsjælen Nina Mourier fra Natur på Tur til min egen familie, der har pakket picnickasser til den store guldmedalje og fordi Furesø Kommune tog en hurtig beslutning om at bakke op om initiativet.
Nina Mourier, der er uddannet naturvejler og friluftsinstruktør og ildsjælen bag Natur på Tur siger: ”Naturen er i denne tid et ekstra frirum, hvor vi kan opretholde noget, der bare minder om et aktivt, socialt liv. Derfor var jeg og mit lokale initiativ Natur på Tur da også straks på, da vi blev inviteret med ombord til Påske Picnic. Jeg håber, at initiativet omkring Naturbingo har givet endnu mere appetit på aktiviteter i naturen, som Natur på Tur og Oplev Furesø vil præsentere endnu flere af i fremtiden” 
 
Tine Hessner, Byrådsmedlem og formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget udtaler: ”Events og festivaller skal være med til at give oplevelser og sammenhængskraft i Furesø – det har Påske Picnic på alle måder gjort. Den sædvanlige sommerpicnic ved Furesøbad og Mølleåen var ikke realistisk pga Corona. Og det var en hurtigt og kreativ reaktion fra Picnicfestivalens arrangør, der sikrede, at der alligevel blev picnic til Furesøborgerne – i år i forklædningen ”Sammen – hver for sig”.
 
Vi har derfor fra politisk side i dialog valgt at omdirigere midlerne fra kommunens eventpulje, så Påske Picnic kunne blive en realitet. Der skal lyde en stor tak til arrangør Eva Vedel og alle de lokale madleverandører, som har været med på Oplev Furesø sitet med deres picnictilbud. Jeg håber, at Påske Picnic er et påskeæg, der kommer igen til næste år. Det tror jeg, borgerne vil sætte pris på” afslutter Tine Hessner. 
Ikke alle madaktører havde mulighed for at være med i Picnic tilbuddet. Nogle restauranter holder fortsat helt lukket, nogle åbner først om aftenen og nogle har ikke kapacitet eller picnicvenligt menukort.
 
Derfor har vi som supplement til Påske Picnic udarbejdet en oversigt over alle Take Away steder i Furesø, så alle lokale aktører bliver endnu mere synlige. Find oversigten her.
 
Der er blevet leveret påskefrokoster til døren som aldrig før og jeg er ikke den eneste, der har skruet op for forkælelsen i påsken og har smagt de fleste af picnicmenuerne. Tidligere i dag talte jeg med en picnicgæst, der havde nydt picnic hver eneste af de 5 påskedage. Det er godt med en sund appetit på at støtte lokalt.
”Kan I ikke fortsætte med at invitere på picnic og inspirere til nye aktiviteter i naturen?”
 
"Jo, det kan vi …og det gør vi!" 
 
Vi har besluttet at lade hele billetgebyret gå tilbage til madaktørerne, så vi kan markedsføre Furesø Forårs Picnic, der tilbydes hver weekend frem til 10. maj.
 
Det glæder bl.a. Korni Fenger, der sammen med sin mand Michael Fenger er indehaver af delikatessebutikken Osteboden på Farum Bytorv.
Det har betydet alverden for Osteboden at deltage, for selvom vi som fødevarebutik kan holde åbent hver dag, har vi haft en mærkbar omsætningsnedgang. Påske Picnic har betydet, at vi ser lidt lysere på april. Vi er selvfølgelig klar til Forårs Picnic, hver eneste weekend. Det har været en stor gevinst for Osteboden og folk er søde til at holde afstand og vente på tur og så har vi faktisk også fået helt nye kunder” tilføjer Korni.
 
Rokkedyssegaard har der også været høj picnicstemning i hele påsken: ”Vi oplevede, at gæsterne havde lyst til at tage Bær Picnic med på tur eller hjem i haven, så de kunne finde et godt sted at holde afstand – og samtidig forkæle hinanden og familien” udtaler Torben Bo Toft Christensen fra Rokkedyssegaaard.
 
Vi løfter sløret for forårs picnicaktørerne på torsdag og håber, at I vil være med til at sprede det gode budskab og fortsætte med at tage på skovtur hjemme eller i Furesøs skønne natur. Sammen, hver for sig.
 
På torsdag kommer også et frisk forslag til en ny familieaktivitet i naturen fra Natur på Tur.
 
Skoven er allerskønnest nu, hvor den springer ud.
 
Vi glæder os også til at springe ud... med forårs picnic midt i det lysegrønne.
 
Eva Vedel, Oplev Furesø